Herning Kommune lukker børnehave - Fasterholt vil åbne sin egen private børnehave

Kommunen lukker børnehave i Fasterholt. Landsbyen svarer igen med borgermøde om at åbne sin egen private børnehave

02. maj 2018, 11.29

Af Jesper Wind
Journalist

FASTERHOLT Landsbyen Fasterholt vil miste sin børnehave og fritidshjem »Tusindfryd«. Landsbyens børn skal i fremtiden passes i Arnborg.

Det har politikerne i Herning Byråds børne- og familieudvalg besluttet.

Årsagen er dels, at den lille daginstitution med de otte børn i børnehaven og 18 børn i fritidshjemmet er dyr i drift.

Og dels skyldes lukningen, at »Tusindfryd« sidder til leje hos Udviklingsselskabet Fasterholt ApS, der ejer den bygning, som engang rummede landsbyens skole. Skulle lejemålet forlænges, skal Herning Kommune deponere 1,7 millioner kroner hos staten for at leje sig ind hos udviklingsselskabet.

Lukningen af »Tusindfryd« fører nu til, at landsbyen tager børnepasningen i egen hånd.

Fasterholt Borgerforening har i morgen aften torsdag 3. maj kaldt til borgermøde i forsamlingshuset.

- Vi mener, at en daginstitution som »Tusindfryd« er det absolutte minimum, der skal være i en landsby for børn, inden de bliver skolesøgende, siger borgerforeningens formand Benno Børgesen.

LÆS OGSÅ:

Landsbyen Fasterholt mister sin børnehave

Børn siver væk

Borgermødet skal vise, om forældrene er interesserede i at støtte oprettelsen af en privat børnehave og fritidshjem i de lokaler, som »Tusindfryd« i dag sidder i.

»Tusindfryd« er en af fem afdelinger under LÆringscenter Syd, der også tæller skoler og daginstitutioner i Arnborg og Kølkær.

Lisbeth Rodenberg bor i Fasterholt og sidder i fællesbestyrelsen for LÆringscenter Syd som forældrerepræsentant. Hun mener, at lukningen af »Tusindfryd« er forkert.

- Politikerne i Herning Byråd har ellers lovet os, at der skal være pasning for børn i 0- til 6 års alderen i alle bysamfund, siger Lisbeth Rodenberg og fortsætter:

- »Tusindfryd« er fødekæde for skolen i Arnborg. Vi risikerer, at forældre vælger at sende deres børn til Brande i stedet. Vi har den sidste tid oplevet, at otte børn her i Fasterholt er flyttet enten til Brande eller ind til Højgårdskolen i Lind.

LÆS OGSÅ:

Ny skoleleder i Kølkær og Arnborg med trivsel på dagsordenen

Samme pris

Herning Kommunes lejemål for »Tusindfryd« udløber til februar næste år.

Ronni Jensen, bestyrelsesmedlem i Udviklingsselskabet Fasterholt ApS, siger, at prisen skal være den samme for at få passet sit barn i en privat udgave af »Tusindfryd«.